A4 forstår ikke sociale medier

Ugebrevet A4 har begået en undersøgelse, der viser, at partierne i rød blok har større gennemslagskraft på sociale medier end partier i blå blok.

Udover at undersøgelsen jf. Troels Runge ser ud til at have problemer med validiteten af datagrundlaget (Edit 18/6 – 2014: Troels Runge har overbevist A4 om problemer med datagrundlag og de har indsat korrektion i deres artikler. De fastholder dog konklusionen så resten af indlægget her holder stadig),

så er undersøgelsen desværre alt for forsimplet, da den alene behandler antal opdateringer på Facebook og antal tweets på Twitter. A4 konkluderer, at antallet af opdateringer er identisk med gennemslagskraft på de sociale medier. Intet kunne være mere forkert. Bare fordi man slår mange gange, er det ikke ensbetydende med, at man slår igennem!

Lad os tage Benny Engelbrecht(S) som eksempel. Han bliver fremhævet i en artikel hos BT her. Når Benny Engelbrecht skriver et tweet, har han pt 4.318 følgere, der potentielt ser hans tweet – og naturligvis endnu flere, hvis han bruger gængse hashtags. Når Venstres Kristian Jensen skriver et tweet, så har han et potentielt publikum på pt 10.308 følgere, der ser hans tweet. Nok har Benny Engelbrecht skrevet mere end dobbelt så mange tweets som Kristian Jensen, men til gengæld er der mere end dobbelt så mange på Twitter, der gerne vil læse Kristian Jensens budskaber. Hvem har mon mest gennemslagskraft her?

Det samme gælder for Facebook. Hvis man ikke har en fanbase at nå ud til. Hvis man ikke kan engagere det publikum, man har. Hvis man ikke kan opbygge sit netværk. Så kan man skrive alle de opdateringer, man orker. Det kommer man ingen vegne med.

Sammenligner man på Facebook Benny Engelbrecht med Konservatives Mai Mercado, der begge har nogenlunde det samme antal likes, så er det værd at ligge mærke til tallet talking about.

Benny Engelbrecht

Screenshot af Benny Engelbrechts Facebookside 17. juni 2014

Mai Mercado

Screenshot af Mai Mercados Facebookside 17. juni 2014

De tal viser tydeligt, at Mai Mercado over den seneste uge er væsentligt bedre end Benny Engelbrecht til at engagere sit tilsvarende antal likes. Netop på Facebook har antallet af likes væsentligt mindre betydning end engagementet på siden.

Det er naturligvis altid rart at have et stort antal likes, men hvis man ikke kan engagere sine likes og ikke kan skabe engagement på sine posts på Facebook, så gør det ingen forskel.

Ser man eksempelvis på Benny Engelbrecht og Mai Mercados seneste tre posts, så skaber Mai Mercado klart mere engagement med sit content, flere likes, kommentarer og delinger.

Graf over data hentet fra Facebook

Data er hentet fra Benny Engelbrecht og Mai Mercados Facebooksider 17. juni 2014

Det er ganske enkelt alt for forsimplet at konkludere, at antallet af opdateringer på Facebook og tweets på Twitter afgør politikernes gennemslagskraft. Der er brug for et mere grundigt analysearbejde af engagementet på både Facebook og Twitter for at kunne sige noget kvalificeret om politikernes gennemslagskraft.

Hvis Mai Mercado er bedre til at engagere sit publikum over 4 dage, end Benny Engelbrecht er over 2 dage, hvem har så egentlig mest gennemslagskraft?

Engagement og effektiv udnyttelse af det netværk, som man har opbygget, er i langt højere grad det, som betyder noget for gennemslagskraften. Antallet af opdateringer er ligegyldigt, hvis ingen alligevel ser det.


3 Comments

  • Reply Kåre Kildall Rysgaard |

    A4 har ladet artiklen stå indtil alt data er indsamlet på ny, fordi der har været problemer med indsamlingen. Konklusionen kan naturligvis ændre sig, når artiklen er opdateret med nye oplysninger. Det er vel meget fair, at hvis man laver en fejl, så retter op på den. Det gør A4 – og gør samtidig opmærksom på det – blandt andet ved at lade artiklen stå. Kan du hjælpe med et bedre datagrundlag vil det være skønt. Tak for dit input
    Mvh Kåre Kildall Rysgaard, datajournalist

  • Reply Henrik Andersen |

    Hej Kåre,

    Tak for din kommentar.
    Jeg anerkender fuldt ud at I har gjort opmærksom på fejlen i datagrundlaget. Det synes jeg er rigtig fint, og det har jeg netop også indsat en note om i indlægget her.

    Min anke er dog at uanset om datagrundlaget så havde vist at blå blok skrev flest opdateringer så er det ikke en korrekt måde at analysere på. Det er engagement og reach der skal ses på. Man kan skrive nok så mange opdateringer, men analysen bør laves på hvor megen rækkevidde der er på de opdateringer og hvor mange der engageres af opdateringerne.

    I forhold til at finde alle MF’ere på Facebook så vedligeholder jeg faktisk selv en liste hvor jeg løbende sørger for at opdatere med dem der er på. du kan følge listen her og dermed også se dem der er på. https://www.facebook.com/lists/10151661851148813
    Listen inkluderer de nordatlantiske mandater og også både side og profil hos de MF’ere der har begge og bruger dem aktivt.

  • Reply Kåre Kildall Rysgaard |

    Hej Henrik

    Tak for dit inspark. Og ja der er flere indfaldsvinkler til social medieanalyse – og de siger noget forskelligt alt afhængig i, hvilke målemetoder, som man bruger. Kigger man på, hvor meget hver enkelt mf´er poster, siger det noget om vedkommende er aktiv på de sociale medier (men intet om, hvor mange, der hører, hvad vedkommende siger og om de gider debattere det). Det er dog en fin markør til at vise, om mf´eren gider bruge de sociale medier og i hvilket omfang. Dog er målemetoden en fordel for de mf´ere, som ikke har de tungeste poster, fordi de jo ofte har bedre tid til at være aktive på sociale medier. Derfor er det naturligvis også relevant at kigge på reach, som du også nævner – altså hvor mange der faktisk læser, hvad der bliver skrevet. Jeg arbejder på at opdatere denne del for Twitters vedkommende og kan se, at Venstre jo er godt med på det punkt. (-; Dog har reach den slagside, at målingen i virkeligheden også siger meget om politikeren er populær eller ej. Således vil de populære politikere have en stor følgerskare – og det uanset om de stort set aldrig bruger de sociale medier…endelig kunne man se på engagement også i indlæggene. Efter over fjorten dages analysearbejde må det punkt dog ligge til en anden gang. Undersøgelsen bliver dog opdateret med reach for Twitter

    Mvh

    Kåre Kildall Rysgaard
    Datajournalist

So, what do you think ?