Posts tagged with: Twitter

A4 forstår ikke sociale medier

Ugebrevet A4 har begået en undersøgelse, der viser, at partierne i rød blok har større gennemslagskraft på sociale medier end partier i blå blok.

Udover at undersøgelsen jf. Troels Runge ser ud til at have problemer med validiteten af datagrundlaget (Edit 18/6 – 2014: Troels Runge har overbevist A4 om problemer med datagrundlag og de har indsat korrektion i deres artikler. De fastholder dog konklusionen så resten af indlægget her holder stadig),

så er undersøgelsen desværre alt for forsimplet, da den alene behandler antal opdateringer på Facebook og antal tweets på Twitter. A4 konkluderer, at antallet af opdateringer er identisk med gennemslagskraft på de sociale medier. Intet kunne være mere forkert. Bare fordi man slår mange gange, er det ikke ensbetydende med, at man slår igennem!

Lad os tage Benny Engelbrecht(S) som eksempel. Han bliver fremhævet i en artikel hos BT her. Når Benny Engelbrecht skriver et tweet, har han pt 4.318 følgere, der potentielt ser hans tweet – og naturligvis endnu flere, hvis han bruger gængse hashtags. Når Venstres Kristian Jensen skriver et tweet, så har han et potentielt publikum på pt 10.308 følgere, der ser hans tweet. Nok har Benny Engelbrecht skrevet mere end dobbelt så mange tweets som Kristian Jensen, men til gengæld er der mere end dobbelt så mange på Twitter, der gerne vil læse Kristian Jensens budskaber. Hvem har mon mest gennemslagskraft her?

Det samme gælder for Facebook. Hvis man ikke har en fanbase at nå ud til. Hvis man ikke kan engagere det publikum, man har. Hvis man ikke kan opbygge sit netværk. Så kan man skrive alle de opdateringer, man orker. Det kommer man ingen vegne med.

Sammenligner man på Facebook Benny Engelbrecht med Konservatives Mai Mercado, der begge har nogenlunde det samme antal likes, så er det værd at ligge mærke til tallet talking about.

Benny Engelbrecht

Screenshot af Benny Engelbrechts Facebookside 17. juni 2014

Mai Mercado

Screenshot af Mai Mercados Facebookside 17. juni 2014

De tal viser tydeligt, at Mai Mercado over den seneste uge er væsentligt bedre end Benny Engelbrecht til at engagere sit tilsvarende antal likes. Netop på Facebook har antallet af likes væsentligt mindre betydning end engagementet på siden.

Det er naturligvis altid rart at have et stort antal likes, men hvis man ikke kan engagere sine likes og ikke kan skabe engagement på sine posts på Facebook, så gør det ingen forskel.

Ser man eksempelvis på Benny Engelbrecht og Mai Mercados seneste tre posts, så skaber Mai Mercado klart mere engagement med sit content, flere likes, kommentarer og delinger.

Graf over data hentet fra Facebook

Data er hentet fra Benny Engelbrecht og Mai Mercados Facebooksider 17. juni 2014

Det er ganske enkelt alt for forsimplet at konkludere, at antallet af opdateringer på Facebook og tweets på Twitter afgør politikernes gennemslagskraft. Der er brug for et mere grundigt analysearbejde af engagementet på både Facebook og Twitter for at kunne sige noget kvalificeret om politikernes gennemslagskraft.

Hvis Mai Mercado er bedre til at engagere sit publikum over 4 dage, end Benny Engelbrecht er over 2 dage, hvem har så egentlig mest gennemslagskraft?

Engagement og effektiv udnyttelse af det netværk, som man har opbygget, er i langt højere grad det, som betyder noget for gennemslagskraften. Antallet af opdateringer er ligegyldigt, hvis ingen alligevel ser det.


Får du noget værdifuldt ud af Twitter?

Jeg medgiver gerne at jeg tidligere har ment at Twitter var spild af tid. Der er ikke nogen tilpas stor brugermasse og man har ikke de fede værktøjer som man har på eksempelvis Facebook.

Jeg mangler både muligheden for at kunne lege med annoncer(Det er muligt, bare ikke i DK endnu) og jeg mangler et ordentligt statistikmodul. Jeg vil gerne ha et samlet overblik over hvordan mine tweets performer. Ikke bare om det bliver retweeted eller favourited, men om der faktisk er nogen der ser det man skriver. Det der på Facebook kaldes reach. Det ville give en indikator af om man tweeter det forkerte eller ej. Jeg savner også bedre overblik over dem der følger mig så jeg får en ide af hvad jeg skal tweete for at ramme dem bedre.

Men jeg har trods tidligere tiders skepsis nu alligevel været stor fan af Twitter de seneste par år. Twitter er et rigtig fedt medie, et always on medie. Det er på Twitter nyheder breaker først, det er på Twitter man fører lange dialoger med folk man aldrig har og sikkert heller aldrig møder og det er på Twitter man i løbet af få minutter kan få en masse værdifulde input til det spørgsmål man kaster ud i Twittersfæren.

Den glæde er dog sat på prøve pt. Jeg synes ikke jeg får noget værdifuldt ud af Twitter længere. Det handler egentlig mest om at svare på tweets. Jeg kan se at lidt over 1100 følger mig på Twitter, men jeg aner faktisk ikke hvorfor. Jeg aner ikke hvad de forventer at få ud af at følge mig. Hvis ikke man får et reply, en favourite eller et retweet så aner man jo faktisk ikke om ens følgere ser de tweets man smider ud på kontoen.

Jeg tror stadig på Twitter og jeg har sat mig for at Twitter skal blive værdifuldt for mig igen. Det starter med en oprydning blandt dem jeg følger og så handler det om i højere grad at sortere i den store mængde informationer der konstant deles. På dage som i dag hvor der er afslutningsdebat i Folketinget er det jo lige før man overvejer om Twitter overhovedet er værd at følge med på for andre end politikere og journalister. En lind strøm af tweets om at den ene fløj synes den anden fløjs politiker på talerstolen ikke kan tages seriøst og modsvar på det fra den anden fløj. Dage som i dag kan man ikke bruge Twitters egne apps eller Twitter på web til noget værdifuldt. Der mangler simpelthen de værktøjer som Facebook råder over til sortering i sit feed.

Twitter er fedt og det skal nok blive værdifuldt igen, også for mig.

Mine konkrete råd for at gøre Twitter værdifuldt:

  • Hent Tweetdeck så du bedre kan filtrere på de tweets du får i din strøm og ikke mindst kan slukke for bestemte emner. Tro mig, du vil sætte pris for det under eksempelvis X-Factor eller Melodi Grand Prix.
  • Overvej hvad du vil have af udbytte fra Twitter.
  • Lav en strategi for hvad du selv vil dele med andre på Twitter.
  • Vær kritisk med hvem du følger, det er vigtigt for din oplevelse af Twitter

Jeg har ryddet op i dem jeg følger, og skåret folk fra der kun spreder indholdsløse tweets som ingen værdi skaber for mig. Jeg mangler helt sikkert at følge nogen af de gode og så mangler jeg i høj grad at blive bedre til at sortere i emnerne. Så bliver Twitter fantastisk igen, også for mig.

For Twitter er værdiskabende, men det er i høj grad væsentligt at bruge mediet til netop det og ikke til alt det andet der ikke betyder noget.