Posts tagged with: upworthy

Er store bryster altid godt?

Beklager, men indlægget handler egentlig slet ikke om store bryster, men om at lokke flest mulige ind på ens hjemmeside via sociale sites. Det gælder om at få mange klik og ikke mindst at få mange delinger på det man skriver. Fordi, mange klik og delinger = mange læsere = øget eksponering = bedre mulighed for at sælge reklamer = god forretning!

Og her virker store bryster. Eller sensationelle og chokerende overskrifter, der i sidste ende lover mere end de holder. De kaldes upworthy eller clickbait overskrifter. Navnet upworthy stammer fra Upworthy.com der er et website, der blev startet i 2012, og som har til formål at sprede historier viralt. Her bruges alle tricks også meget teasende og sensationelle overskrifter som eksempelvis: “To Help The World’s Kids Stay Healthy, People Got Thinky, And What They Came Up With Is Super-Smart“. Og det virker. Indholdet deles i et væk på sociale medier. Upworthy tendensen og dens følger blev beskrevet i en spændende artikel i The Guardian, som dog konkluderer, at når et seriøst medie som CNN troede, de kunne bruge teknikken til at trække læsere ind på CNN’s sider, så blev der reageret kraftigt fra læsernes side.

Tendensen er også set i danske medier – MetroExpress: Mor ledte efter påskeæg i haven med sin søn og gør chokerende fund eller Ude & Hjemme: SE VIDEO: Gadehund redder livet – og så sker det utrolige …. Der skrives en chokerende/sensationel overskrift for at trække læsere til artikler med indhold af den delbare slags for at få reklamekronerne til at klinge i kassen. Og hvis det virker, så er det måske værd for alle at kopiere ”upworthy vejen” for at få mange klik, mange delinger og måske en masse kroner i kassen?

Det korte svar er nej. Det er ikke en farbar vej for meget andet end underholdningssites. Og der er da også en mere og mere fremherskende modreaktion. På Twitter er kontoen SavedYouAClick vokset ret meget i år. Her leveres en service, hvor clickbaitagtige tweets bliver besvaret med, hvad der reelt gemmer sig af indhold bag overskriften. De har også lavet en hjemmeside, hvor alle tweets er samlet. Her udstilles det useriøse i at bruge den type blikfang hvor indholdet ikke lever op til forventningerne.

Skal man have succes på de sociale medier, så handler det om indhold. Ordentligt indhold. Det er naturligvis fint nok, når mærker som Cult eller Red Bull giver den gas med store bryster, vilde tricks og andet blikfang for at tiltrække læsere. Det forventes og passer til deres målgruppe. Men det dur ikke, hvis DR, Tv2, JP, Berlingske eller sågar Maersk gør sig i clickbaiting. Her forventes seriøst indhold, der ikke behøver upworthy clickbait overskrifter for at trække læsere ind. Her skal det være indholdet, der driver forretningen – ikke behovet for at tiltrække mange læsere og tjene penge på reklamevisninger. Indholdet skal modsvare overskrifterne, og indholdet skal passe til mediet. Ellers forsvinder de læsere, som man er afhængig af. De læsere, der skal læse og dele dit indhold og i sidste ende vende tilbage, når der er nyt at fortælle.

Her er 5 konkrete tips til at sikre godt indhold:

  • Definer din målgruppe og respektér dit brand
  • Skriv specifikt til mediet fremfor at kopiere samme indhold på forskellige platforme
  • Skriv en god og relevant tekst, der kan tiltrække Google søgninger. Grafik eller video er ikke nok
  • Overskriften skal holde, hvad den lover.
  • Sørg for indhold af høj kvalitet, så deler læserne det og bliver automatisk dine ambassadører

 

Og, hvis man skal holde, hvad man lover i overskriften .. så må jeg vist lige levere den her billedsøgning!